Af Henrik Middelboe
Johannes Stephan Middelboe, 1836 -1910 og Marie Sophie Frederikke, f. Thune, 1840 -1925
FLUGTEN
Min farfar Johannes Stephan Middelboe blev født d. 19. december 1836 i Tønning, hvor hans far kaptajnløjtnant Stephan Middelboe var navigationseksaminator. Han levede hele sin barndom i Tønning, indtil hans far blev udvist af oprørerne i 1848, hvorfor hele familien måtte forlade Slesvig. Denne flugt« foregik ad søvejen til Hamborg med en hannoveransk galease specielt fragtet af min oldefar og fyldt med alle familiens møbler og ejendele. Farfar fortæller, at deres store spisebord var anbragt i lasten lige ·under lugen, og dette betragtedes så som familiens dagligstue, hvor man tilbragte rejsen til Hamborg. Fra Hamborg rejste man over land til Lübeck og derfra med dampskib til København. I 1851 kom familien igen til Sønderjylland, idet Stephan Middelboe blev forflyttet til Flensborg efter krigens ophør. I 1855 blev Johannes Middelboe student fra Flensborg lærde skole og kom derefter til København, hvortil også hans mor var flyttet efter faderens død i 1856. Han tog juridisk embedseksamen i 1861 og Slesvigs juridiske eksamen i 1863 i Flensborg, hvor han blev ansat på amtskontoret. I 1864 ved krigsudbruddet blev amtmanden, kammerherre U. A. Holstein tillige med de øvrige danske embedsmænd udvist, og Johannes Middelboe kom til København, hvor han først blev ansat i krigsministeriet, og senere meldte sig som frivillig. Han nåede dog aldrig at komme til fronten.
Efter fredsslutningen begyndte han på opfordring af sin svigerfader C. E. Thune at studere til dispacheureksarnen og underkastede sig denne i 1867. Samme år ægtede han etatsråd C. E. Thunes datter Marie Sophie Frederikke. Johannes Middelboe begyndte at skrive sine erindringer, men nåede kun at fortælle om sin barndom. Der er dog mange morsomme oplysninger om livet i den lille slesvigske havneby Tønning og i den omliggende marsk. En beskrivelse af en henrettelse er så levende, at jeg vil citere den.
HENRETTELSEN
"På landet i nærheden af Tønning boede et par gamle ægtefolk, der sagdes at gemme en del penge, og en morgen fandtes de begge myrdede med øksehug. Morderen var en ung mand Carsten Hintz, som blev greben kort tid efter og derefter dømt til at halshugges. Exekutionen skulle foregå på forlandet udenfor diget øst for byen, og man var selvfølgelig meget optaget af denne forestående begivenhed. Skarpretteren boede i Rendsborg, og en eftermiddag, da jeg sad hos min fader på bænken udenfor vort hus og så på folk, der var kommet med damperen fra Rendsborg, gik der en pæn sortklædt mand med noget under armen, som jeg antog for en violinkasse. Han hilste, og da han var kommet forbi, spurgte jeg min fader om han kendte ham? Nej! Men antog det var skarpretteren, som skulle komme fra Rendsborg. Det var rigtigt, og dagen efter gik henrettelsen for sig. Flere timer før den bestemte tid begyndte folk at strømme ud til stedet, og da vejen gik forbi vores hus, var der en stadig strøm af mennesker, som passerede. Hver gang jeg har læst Dickens ”2 Byer”, er ved læsningen om de fodtrin, hvis ekko Lucie hørte, hele den denne scene levende frem for mig; en uafladelig hvislende lyd af fodtrin hvislende lyd af fodtrin på jordvejen og en summen af dæmpet tale; hele byen var på færde, og vi kendte jo en stor del af dem, blandt andet var der en stakkels epileptisk pige, som af slægtninge blev slæbt af sted, for at hun skulle drikke af det blod, der løb ned fra skafottet som de troede kunne kurere hendes sygdom. Jeg kan endnu se hendes sammensunkne skikkelse med det dinglende hoved og det sløve blik, medens hun hængte i de 2 ledsageres arme.
Så kom endelig delinkventen på en vogn, der kørte ind pa kørebanen. Han sad med ryggen til kusken, medens præsten sad i en agestol lige overfor ham. Uagtet afstanden var for stor til at kunne skelne ansigtstrækkene, gjorde scenen et uhyggeligt indtryk, og min moder, som mulig derved blev mindet om synet af de 5 dødsdømte søfolk fra hendes barndom, brast pludselig i gråd og gik bort fra vinduet, hvorefter jeg ligeledes grædende fjernede mig.”
FORLOVELSEN
Johannes Middelboe fortalte også morsomt om, hvorledes hans far blev forlovet med hans mor Johanne Thor Straten, hvis far og farfar begge havde været købmænd og skibsredere samt borgmestre i Flensborg. Det smukke bronceur, vi nu har i mit hjem, blev givet hendes far af slagterlauget, da han gik af som borgmester."
Jeg citerer igen Johannes Middelboe:
”Min mor var 28 år, da hun gjorde min faders bekendtskab. Dette skete på en ganske ejendommelig måde. Min fader, der som ung officer havde gennemgået konstruktionsskolen på Holmen og var en dygtig skibskonstruktør, havde, efter at han var bleven navigationseksaminator i Tønning, fået det hverv af regeringen at bygge en lodsgallion til Eidermundingen, og da skibet blev bygget i Åbenrå, måtte han jævnlig rejse imellem Tønning og Åbenrå, en rejse, der dengang ikke kunne gøres på en dag, så at han måtte overnatte i Flensborg. Så hændte det en aften, da han fra Åbenrå var kommet til Flensborg, og af mangel på en anden underholdning var gået i theatret, at han oppe i logerne bemærkede en ældre dame og ved hendes side en ung pige, hvis hele apparition og hvis rene uskyldige blik gjorde et stærkt indtryk på ham. Han spurgte sin sidemand, hvem damerne var: Justitsrådinde Thor Straten og hendes datter Johanne! Om denne var gift eller forlovet? Nej, ingen af delene! Min fader var dengang en ung mand på 32-33 år, rask søofficer, der havde færdedes meget i selskaber hjemme og ude, og betænkte sig ikke længe.
Hjemkommen til hotellet afbestilte han vognen, der skulle køre ham videre, og fik opgivet bedstemoders adresse, hvorefter han den næste dag gik derhen, præsenterede sig selv - og efter kort tids forløb blev forlovet.
Det var en frygtelig letsindighed, vil man sige, men det gik godt, og de levede lykkeligt sammen til 1856, da min fader døde.”
Stephan Middelboe, 1802-1856 og Johanne, f. Thor Straten, 1807-1861
DRENGESTREGER
Farfar og farmor boede i mange år i villaen Rosenvængets Sidealle 8, hvor det altid var en fest at komme, såvel til de mange søndagsmiddage som til de større selskaber og ikke mindst til nytårs af ten. Far har fra sin barndom fortalt om alle de modelskibe, hans far byggede til ham og hans bror Carl. Alle 3 havde hele livet meget stor interesse såvel for større skibe som for lystbåde, og alle 3 var ivrige sejlsportsmænd. Engang, da far var 10-12 år, havde hans far brugt det meste af sin fritid en hel vinter til at bygge en særlig stor, smuk kutter til drengene. Da den var færdig, sagde han til dem, at den skulle tætnes, før den blev prøvet i vandet. Imidlertid kunne far og onkel Carl ikke modstå fristelsen; de mente ikke, at båden kunne være ret utæt. De læssede den på en legevogn og kørte op til Sortedamssøen, hvor de satte den i vandet på den ene side, satte sejl og ror i den rette stilling, og løb over til søens anden side for at modtage båden der. Da den var midt ude pa søen sank den og da drengene kom tilbage til den anden side af søen for at hente legevognen, var denne stjålet. Det var et par meget beklemte små drenge, der måtte fortælle deres far, hvad der var sket, da han kom hjem fra kontoret. Tros omhyggelig eftersøgning fra robåd, blev kutteren aldrig fundet.